Efter lang tids tilløb skal parkeringsvagter i København nu til at lede efter stjålne biler.
Hver morgen får de overført en opdateret liste over alle nummerplader fra stjålne biler i Danmark fra Rigspolitiet til den håndholdte computer, som de går med i hånden, som de i forvejen bruger til at tjekke, hvem der ejer den ulovligt parkerede bil.
- Vi regner med at finde 2-300 stjålne biler bare i år. Det er jo en win-win situation for alle parter. Vi hjælper politiet, når vi alligevel er rundt i gaderne - og glæder samtidig nogle borger, når vi finder deres stjålne bil, forklarer direktør Anders Møller fra Parkering København under Københavns Kommune.
Sidste år udskrev parkeringsvagter p-bøder til 540 biler, der var stjålne og hvor biltyven havde parkeret uloviligt. Ejeren fik så alligevel en p-bøde, som Parkering København måtte eftergive.
Derfor indledte man samarbejdet med politiet, hvor de tekniske løsninger har taget lidt tid om at komme til at virke.
- Men nu virker det. Så fra i år regner vi altså med at finde en del stjålne biler, siger Anders Møller.
Når en parkeringsvagt finder en stjålen bil, så kontakter han politiet, der så kommer og tager over.