Så længe grisene kører ud af EU, så må de gerne stå opmagasineret i lastbiler i flere døgn i træk. Det siger EU Kommissionen nu, efter den danske justitsminister har kritiseret Danske Slagterier for at køre 127 timer lange ture til Rusland uden at lade grisene sunde sig uden for bilerne. Det skriver Jyllands-Posten.
- EUs forordning om dyretransporter gælder ikke uden for EUs ydre grænse. I det øjeblik lastbilerne med grise passerer grænsen og kører ind i Rusland, bortfalder eksempelvis bestemmelsen om, at grisene efter 24 timers kørsel skal have 24 timers hvile i en stald, siger Philip Tod til Jyllands-Posten. Han er talsmand for EU-kommissær Markos Kyprianou, der har ansvaret for dyrevelfærd og dyretransporter.
Sagen virkede ellers helt klar, da det kom frem, at landsbrugets eget transportselskab SPF kørte i flere døgn uden at følge EUs regler. Justitminster Lene Espersen (K) kaldte transporterne for hamrende ulovlige, men det er de nu åbenbart ikke alligevel.
Tilbage står, at transportselskabet SPF systematisk forfalskede de rutebeskrivelser, som transportfirmaet afleverer til de danske fødevaremyndigheder. Her skrev SPF troligt, at chaufføren standsede og læssede grisene af i en ventestald, som EU reglerne kræver.
Det gjorde selskabet bare aldrig.