Alarmen lød ved Thisted Politi klokken 20.12 fredag aften.
En
ung mand og hans far var kommet op at slås i Hanstholm Centret. Da politiet
kom, var den unge mand stadig meget oprørt, og det lykkedes ikke politiet at
berolige ham. Tværtimod kastede den 19-årige sig igen over sin 57-årige far, da
de tilkaldte ambulance-folk havde fået lagt ham på en båre. Derefter affyrede
politiet de tre skud.
Manden er blevet overført til Aalborg Sygehus, men Statsadvokaten siger, at den unge mand overlever.
Politiet i Thisted udtaler sig ikke i sagen, fordi
Statsadvokaten har overtaget sagen. Men inden da, udtalte vagthavende, at den
unge mand var tydeligt påvirket af spiritus, det står endnu ikke klart, om han
også var påvirket af stoffer.
Fredagens skudepisode var den tredje i år, hvor politiet skød mod personer. Sidste
år affyrede politiet 74 skud. Det var dobbelt så mange som året før, og det
højeste tal i seks år. Syv personer blev ramt og heraf døde de fire.
I den seneste tid er politiets brug af skydevåben blevet stærkt kritiseret for at være for hurtige på aftrækkeren. Det kom frem, at 11 mennesker er blevet dræbt af politiet siden 2001. I England
dræbte politiet i samme periode 16 personer, selv om der bor mere end 10 gange
så mange mennesker. Norsk politi dræbte to, mens svensk politi siden 2001 har
dræbt seks mennesker.