-
Hornbech Catering kan tilbyde udsøgte smagsoplevelser.
Sådan lyder en del af præsentationen på Hornbech Caterings hjemmeside. Men den formulering er Fødevareregion Nord bestemt ikke enig i.
For Hornbech Catering har haft så store problemer med hygiejnen, at virksomheden er lukket af Fødevareregion Nord.
Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Virksomheden, Hornbech Catering ApS, blev knaldet efter tip fra en anden virksomhed. Det viste sig, at Hornbech Catering ApS heller ikke havde nogen autorisation og derfor ikke var godkendt som cateringvirksomhed.
- Kontrolpersonalet fandt i virksomheden et stort produktionskøkken med
tilhørende lager, der ikke er indrettet efter reglerne. Fødevarerne har
været opbevaret og tilberedt under uhygiejniske forhold, skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.
Firmaet har ifølge oplysningerne på sin egen hjemmeside levereret mad til elever på Kølkær Skole, Hammerum Skole og Arnborg Skole.
Ordningen har hidtil fungeret ved, at forældrene har tilmeldt deres barn til madordningen, hvorefter Hornbech Catering har leveret maden til den enkelte elev.
Virksomhedens lager af fødevarer er nu beslaglagt, og Fødevareregion Nord har forbudt Hornbech Catering Aps at producerer mad med henblik på salg til kunder. Fødevareregionen er nu i gang med at kontakte virksomhedens kunder, der blandt andet omfatter skoler i området.
Virksomheder og skoler, der har modtaget mad fra Hornbech Catering ApS opfordres til at smide maden ud.