I måneder undlod Århus Kommune at gribe ind, selvom en dreng tog skade af at bo hos sine forældre. Sagen fra dokumentaren Er du mors lille dreng? er blot den seneste af flere, hvor børn misrøgtes eller misbruges af deres mor eller far uden, at kommunerne griber ind i tide.
Men det skal være slut, mener flere af landets førende eksperter i udsatte børn, som vil have staten til at stå for at anbringe de svigtede børn.
Alle børn skal hjælpes
- Anbringelserne bør ikke ligge hos kommunerne men i statslige specialcentre over hele landet. Det vil være med til at sikre, at alle børn, uanset hvilken kommune de bor i, får en kvalificeret og ensartet hjælp, mener Karin Kildedal fra Aalborg Universitet, der forsker i anbringelser.
Ifølge hende er problemet i høj grad kommunernes økonomi.
- I nogle kommuner bliver der rådet til, at man skal holde lidt igen med anbringelser af økonomiske årsager, forklarer hun.
Seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk, fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), støtter til dels op om Karin Kildedals forslag.
- Forskningen viser ikke meget om, hvordan man bedst organiserer indsatsen. Men det kunne være en idé at sige, at det skal være et organ, der er uafhængig af kommunerne, som beslutter, hvad der skal ske. For så er beslutningen taget uafhængigt af kommunernes økonomi, siger hun.
Jokker i spinaten
Dansk Socialrådgiverforening mener også, at der skal ske ændringer.
- Nogle kommuner laver et godt stykke arbejde, men andre har jokket så meget i spinaten, at forslaget er en god idé, siger formand Henning Breinholt.
Børns Vilkår er enig.
- Men kommunerne er nødt til at have en aktiv rolle i den undersøgende del af barnets forhold. Socialforvaltninger kender jo nogle af de udsatte familier på forhånd og ved, at der er store problemer. De er tætterne på borgerne, end en statslig enhed vil være, siger formand Peter Albæk.
Kommunernes Landsforening (KL) erkender, at der sker fejl, men i KL s børneudvalg tror man ikke, at staten kan gøre det bedre.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra velfærdsminister Karen Jespersen (V). Efter dokumentaren truede hun dog med, at staten må tage over, hvis kommunerne ikke retter ind.