Løvenkrads kaster sig kun ind i 15 nærkampe per kamp og taber to ud af tre af dem til modstanderen. »Så dårlig er ingen andre,« skriver Sport Bild.
»Vi er naturligvis ikke tilfredse med Peters præstationer i den senere tid,« siger Schalke-træner, Mirko Slomka, ifølge BT.
Den lidet flatterende kåring falder sjovt nok sammen med, at SoS har lavet samme statistik over Superligaens spillere. Og vinderen er Brøndbys Peter Madsen, der kun har været i én nærkamp hele sæsonen.
Den kom den langhårede angriber til gengæld sejrrigt ud af, da holdkammeraten Morten Duncan Rasmussen resolut blev slået i gulvet på Aalborg Stadion i efteråret.
2-0 er en farlig føring. Det har SoS-redaktionen aldrig været i tvivl om sandheden i, og nu kan Bolton og Barcelona også skrive under på flokslen efter hver deres 3-2-nederlag i lørdags. Måske er det i øvrigt forklaringen på, at F.C. København gang på gang vinder det danske mesterskab. For Ståle Solbakkens tropper er efterhånden blevet eksperter i at undgå den dødsensfarlige 2-0-føring ved at trække håndbremsen ved stillingen 1-0.
Sport&spe@avisen.dk