Han ligger i hospitalssengen og følger sygeplejersken med øjnene.
En maveforstoppelse har tvunget ham i knæ, og han er indlagt på Kommunehospitalet i Århus. Året er 2001. Sygeplejersken går direkte hen til en gammel dame i en af de andre senge og giver hende et knus og et kys på kinden. Collins Woode er lamslået.
»Hvad gør du dog? Pas på! Hun er farlig,« tænker han, men han siger ikke noget.
Han forstår ikke, hvordan sygeplejersken undgår at blive syg.
Oplevelsen sætter tanker i gang hos den unge afrikanske musiker, der netop har bosat sig i Danmark. For første gang kommer han i tvivl om hele sin barnelærdom.
Siden han var helt lille, er han blevet advaret om ældre mennesker. De kan smitte med sygdomme eller gøre raske folk handicappede. I Ghana bliver de gamle sendt i hekselejre, hvor de ingen kontakt har med resten af befolkningen. De er farlige. Forbandede. Men sygeplejersken rørte jo den gamle dame.
»Så kan det jo ikke passe, at de bliver til hekse,« tænker han. Men Collins Woode er alligevel i tvivl.
Livmoder som karklud
Da han var barn, pegede hans mormor ofte ud i Ghanas mørke med sin rynkede finger, når ildfluerne tegnede deres mystiske mønstre i natten.
»Der kommer heksene,« sagde hun til de bekymrede børn, der priste sig lykkelige for husets sikkerhed.
Børnene fik fortalt alle historierne. Den om jægeren, der så en kanin i mørket og skød den gennem øjet. Men næste dag havde kaninen forvandlet sig tilbage til en gamle dame, der nu havde et dårligt øje. Eller den om den unge pige, der ikke kunne få børn. Hun opsøgte heksedoktoren, der sagde, at det var hendes gamle mormor, der havde taget hendes livmoder og brugt den som en karklud til at tørre bordet af.
Selv da hans egen mormor besøgte ham i Danmark for otte år siden, blev han ramt af angsten. Hun klagede over hans mad og virkede sur. Sådan plejede hun ikke at være, så han mistænkte hende for at være blevet en heks. Det betød, at han ikke turde give hende et knus i lufthavnen, da hun rejste hjem, fordi han ikke ville smittes med hendes forbandelser.
Ligger på gaden
I Danmark plejer Collins Woode at skifte fortov, hvis han møder en gammel dame på sin vej. En dag ser han en gammel mand falde om i Århus, og efter tre minutter er ambulancen ankommet for at hjælpe. I Ghana lader de gamle mennesker ligge på gaden, og bilerne kører bare udenom.
Collins Woode opdager, at danskerne uddanner sig til at passe gamle. Det får ham til at sige ja til at begynde på Social- og Sundhedsskolen i Århus, og beslutningen forandrer hans liv.
Han er bange den første dag, men han er knap nok kommet inden for døren, før en gammel dame begynder at tale til ham på engelsk. Hun hiver et gammelt postkort frem fra Ghana og fortæller om, hvordan hun passede de kæreste små negerbørn for en menneskealder siden. Collins er overbevist. Gamle mennesker er ikke hekse. Alt, hvad han har lært, er forkert. Han beslutter sig for at gøre noget.
Første plejehjem
Tanken om at bygge et dansk plejehjem i Afrika opstår i 2005. Collins udnytter, at han er en kendt musiker i Ghana, så han får samlet nok opbakning til at gå i gang med at bygge landets første plejehjem. Navnet er bestemt på forhånd; Det skal hedde Lokalcenter Trøjborg , fordi det er der, sandheden er gået op for den unge mand.
Samtidig arbejder han på at få en række afrikanske frivillige til at starte hjemmehjælp efter dansk forbillede. Byggeriet går i gang i januar 2006, og i dag står murene klar, men vinduerne og taget mangler. Pengene er sluppet op. Der mangler kun 500.000 kroner, så er bygningen færdig. Senge, kørestole og lifte til plejehjemmet er allerede ankommet fra danske hjælpeorganisationer.
Collins Woode har store planer. Han vil bygge et dansk plejehjem i hver af de ni regioner, så politikerne ved selvsyn kan se, hvad det er. De skal alle sammen have danske navne. Og de ansatte skal uddannes i at passe gamle folk.
I dag ler Collins og ryster på hovedet, når han tænker tilbage på sin skræk for gamle, danske damer.
Hans angst er forvandlet til en mission; Afrikanerne skal lære, at gamle folk ikke er hekse.