Af Morten Runge, moru@avisen.dk
Naboerne hedder noget så frækt som # og %. Underboen er et single- e , samboen det velkendte makkerpar 4 og $. Øverst oppe bor en lidt stille F4. Og så kan det kun komme op af sengen og ud i verden ved hjælp af SHIFT.
Mød ¤. Stærk kandidat til titlen som Danmarks til dato mest ukendte tegn.
Men hvad laver det dog på vores tastatur, hvis det er så ubrugeligt? Hvad hedder det? Og hvordan blev det skabt? Nyhedsavisen ringer til Svend Østergaard fra Center for Semiotik på Aarhus Universitet – en af Danmarks førende tegnforskere.
Tegnforsker: interessant
Han er tavs i telefonen et øjeblik, indtil en sagte raslen antyder, at han leder efter på tasturet.
»Det er interessant,« siger han lavmælt.Så roder han lidt videre.
»Men det er også mærkeligt. Jeg har siddet foran tastaturet i 10 år, og jeg har ikke lagt mærke til tegnet før. Jeg har faktisk aldrig brugt det,« siger han.
Tegnforskeren har intet bud på, hvad ¤-tegnet betyder. Han vil til gengæld godt henlede opmærksomheden på et langt vigtigere tegn på tastaturet. Nemlig de ret brugte ( og ikke mindst ) .
»Parentesen er jo en af de største opfindelser inden for videnskaben. Den blev opfundet i 1560 af en matematiker, som havde brug for at koble ting sammen. Det har dannet skole siden,« forklarer Svend Østergaard. Så vidt altså tegn nummer et på hitlisten. Men vi mangler stadig listens sorteper, ¤.
Heldigvis mener en bruger på Wikipedia at have afsløret hemmeligheden. ¤ er faktisk et generisk valutategn, som man bruger til angive valuta med, hvis oprindelige tegn er for komplekst. Det findes på alle tastaturer udgivet af Microsoft på firetallet, mens det på Mac har tabt kampen til det noget mere velkendte valutategn – €.