Vi kan udelukke dårlige minder fra vores liv.
Vi kan sende fornedrelsen, ydmygelsen, skuffelsen og dybt traumatiserende oplevelser uden for døren
Men vi glemmer ikke minderne. Vi kan stadig genkalde lydene og det, vi så, men selve følelserne, der er forbundet med mindet, er fortid. Forskere har nemlig opdaget et medikament, der fjerner følelser ved dårlige oplevelser.
Skræmmende
Selvom det umiddelbart kan lyde skræmmende at skubbe dele af livet fra sig med medicin, så mener formanden for PsykiatriFonden, Jes Gerlach, at der kan være tilfælde, hvor det simpelthen er den bedste løsning.
»Nogle mennesker har været ude for så dybt traumatiserende oplevelser, at det ødelægger deres liv. De mister jobbet, bliver skilt og får smadret hele deres følelsesliv. En tredjedel af dem, der lider af posttraumatisk stresssyndrom, kommer sig aldrig,« siger Jes Gerlach.
Posttraumatisk stresssyndrom er den overordnede betegnelse for det, der sker i livstruende situationer som for eksempel krig, trafik eller voldtægt.
Glemte voldtægt
Forskerne behandlede 19 voldtægtsofre med henholdvis medikamentet propranolol og noget, ofrene troede var medicin.
Kvinderne fik medikamentet, mens de genkaldte sig voldtægten.
En uge senere reagerede de ofre, der var behandlet med propranolol, helt anderledes på at genkalde sig voldtægten end tidligere.
De var roligere, deres puls var lavere, og hjerterytmen var normal. Ofrene, der ikke havde fået propranolol endte i samme følelsesmæssige helvede som hidtil, når de genkaldte sig voldtægten.
Det er lykkedes forskere fuldstændig at fjerne minder fra rotter.
Rotterne havde lært at de fik elektrochok, når de hørte to toner.
Det ene hold rotter fik medicin, der målrettet fjernede mindet om den ene tone.
Efterfølgende var de uforberedt på at få elektrochok, når de hørte tonen, mens de stadig farede sammen af skræk når de hørte den ikke-slettede tone.