Time Magazine har kåret hvad de betragter som verdens 25 bedste hjemmesider. Især topmoderne sociale fællesskabssider præger listen. Helt i top er det virtuelle varehus Amazon, der startede som boghandler, men nu sælger hvad som helst.
På de følgende pladser finder man sider som Digg, Del.icio.us, Flickr og wikipidia. Der er en del sider der udelukkende er anvendelige i USA. Men mange af dem rummer en række gode ideer, som burde blive eksporteret til Danmark. For eksempel FactCheck.org, der tjekker om de postulater amerikanske toppolitikere smider om sig i taler, debatter og tv-reklamer er funderet i virkeligheden.
Her bringer vi en beskrivelse af de mest relevante sider.
Digg kan opfattes som et øjebliksbillede af nettet. Den viser, hvad folk finder fedt netop nu. Brugerne kan enten selv anbefale historier og hjemmesider eller klikke på den Digg-knap de mest cutting edge sider er udstyret med. Jo flere der digger en historie, desto højere når historien op på Digg listen. Hvis man logger sig ind kan man oprette sin egen Digg liste, som man kan dele med vennerne.
Netop nu er de mest diggede sider i de seneste 24-timer et billede, der viser temmelig betænkelig lufthavnssikkerhed.
Nummer to er en komplet liste over adgangskoder til trådløseroutere, så man kan hacke sig ind i andres systemer og nummer tre er en vejledning til, hvordan man får adgang til betalingshjemmesider uden at betale. Det er dog ikke altid, at Diggs topdiggs er så computerorienterede. Hvis man søger på Denmark på Digg, så kan man se, at den mest diggede historie hvor ordet Denmark indgår viser, at vi er verdens 3. mindst troende land.
Del.icio.us er smart på to fronter. Helt basalt kan man betragte siden som en online-samling af ens favoritsider. I stedet for at bookmarke dem på sin browser, så gemmer man dem online. På den måde har man adgang til sine favoritter fra alle computere. Men derudover kan man også se, hvad andre gemmer. Det er en god måde at opdage nye sider af nettet på.
Flickr er et online fotogalleri. Man uploader sine billeder, så hele verden kan se dem. I de fleste tilfælde er det dog kun ens familie og venner, der er interesserede i at se med, så man dybest set skal betragte det som et online fotoalbum.
Mens Amazon, som Time mener er den bedste hjemmeside overhovedet, også er en glimrende side med et enormt udvalg og en lang række spændende nye tilbud, så er den ikke helt billig for danskere. Man skal nemlig huske at der kommer forsendelse oven i prisen. Det er til gengæld ikke tilfældet på Play.com som Avisen.dk anbefaler for egen regning. Udvalget er ikke nær så stort og siden er ikke lige så omfattende som Amazon.com. Men hvis man ved, hvad man leder efter, så er Play både billigere og hurtigere til at levere end Amazon.
Først på Times 12.plads finder man Google. Men denne skribent mener faktisk, at iGoogle burde være verdens bedste hjemmeside. iGoogle er en personlig udgave af Google. Når man har oprettet en konto på Google.dk, kan man fylde siden op med de hotteste nyheder fra en umådelig mængde medier. Man kan oven i købet lave faneblade, så man kan have flere personlige sider opdelt i specifikke emner. Man kan for eksempel have faneblad for sportsnyheder, ens private ting som mail og kalender og politiske nyheder. Siden er umådelig nem at indstille. Som altid med Google skal man gøre op med sig selv, om man mener fordelene opvejer ulempen ved Googles overvågning.