Ordene ansvar og kontrakter lød igen og igen, da de syv borgmestre i Københavns Kommune tirsdag holdt møde for at diskutere, hvilke løsninger der skal satses på efter de seneste dages uroligheder.
Men socialborgmester Mikkel Warmings (EL) konkrete forslag om et nyt ungdomshus til indvandrerne på Nørrebro blev slet ikke nævnt. Heller ikke af Warming selv.
»Jeg har aldrig snakket om noget hus, men om at få de rigtige fritidstilbud til de unge, så de komme væk fra gaden«, lyder det nu fra Mikkel Warming.
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) kræver - lige som flere andre borgmestre - at indvandrerforældrene skal tage ansvar for deres børn. Pisken kan blive forældrekontrakter, foreslår Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V), hvor forældrene bliver trukket i børnepenge, hvis de ikke tager ansvar for børnenes skolegang og fritidsliv. Guleroden bliver tilgengæld redskaber til være en velfungerende familie.
Integrationsborgemster Jakob Haugaard (S) ønsker også kontrakter med de unge, der skal tilbydes et fritidsjob som alternativ til gaden.
»Mit forslag er, at vi i samarbejde med virksomheder giver de unge et fritidsjob med ansvar, at rense graffiti foreksempel, mod at de til gengæld forpligter sig til at gå i skole og møde på arbejde,« siger han.
Borgmestrene har nu givet sig selv to måneder til at få et overblik over, hvorvidt kommunens ansvar i form af indsatser og ressourcer er gode nok.