Luften mellem Storbritannien og Rusland er iskold, efter den britiske udvisning af fire russiske diplomater. Udvisningerne var straf for, at Rusland ikke vil udlevere den hovedmistænkte i mordet på den tidligere KGB-agent Aleksander Litvinenko, der blev forgiftet i London sidste efterår.
Tirsdag reagerede det britiske luftvåben derfor prompte, da der indløb meldinger om, at to russiske bombefly var på vej mod engelsk luftrum.
På ægte koldkrigsmaner blev to britiske jagerfly af typen Tornado sendt i luften fra flyvebasen Leeming i Nordengland, skriver avisen The Times. Jagerflyene skulle tage i mod de to russiske bombefly af typen Tu95, der var lettet fra en russisk flyvebase nær byen Murminsk på Kola-halvøen.
En talsmand for det britiske luftvåben RAF siger til The Times, at de russiske bombefly vendte om, før de nåede ind i britisk luftrum. Inden da var også to norske F16-jagerfly gået på vingerne for at markere Norges luftrum.
- Det, som skete, var, at begge parter viste, at de var klar over, at den anden var der. De norske fly fulgte dem et stykke, og så vendte russerne om, uden at vi gjorde noget for at tvinge dem bort, siger oberstløjtnant John Inge Øglænd fra Norges fællesoperative hovedkvarter til det norske nyhedsbureau NTB.
Russiske fly patruljerer jævnligt i luftrummet nær Norges grænse, og det er på ingen måde ulovligt. Men ifølge RAF er det højst usædvanligt, at russiske fly kommer så tæt på Storbritannien, som det skete tirsdag.