Moon-bevægelsen, som alle frygtede i 80 erne, er blevet en lille klub af ældre mennesker. De står ikke længere på Strøget og forsøger at hverve unge danskere. De går heller ikke fra dør til dør for at sælge billeder og sende hele overskuddet til Moon i USA.
I dag mødes de få moonie-familier jævnligt i en villa på Amager, passer en hjemmeside og inviterer ind imellem til offentlige foredrag om fred i verden.
»Moon-bevægelsen er blevet bedsteforældrenes sekt. Ingen unge danskere bliver i dag medlemmer, og de cirka 50 moonier i Danmark er ældre mennesker, som bruger al deres tid og penge på at overleve som bevægelse og holde på børn og børnebørn,« siger Martin Herbst, som gik ud af Moon-bevægelsen for 10 år siden.
I 1980 erne var moonierne på alles læber. Danske unge blev hvervet af bevægelsen i USA og forsvandt derefter sporløst. Man talte om systematisk hjernevask, og forældre hvervede professionelle kidnappere for at få deres unge ud af sekten. En af dem, som dengang advarede danskerne mod moon-bevægelsen, var forfatteren Iben Melbye, som skrev romanen »Moonie« og siden har fulgt sekten.
»I dag fylder bevægelsen næsten ingenting i Danmark. Moonierne går ikke længere på gaden eller fra hus til hus. Jeg har heller ikke hørt om, at danske unge er gået ind i bevægelsen de seneste år, hverken her eller i USA,« siger hun.
Dialogcentret, var i 1980 er blandt sektens hårdeste kritikere, men det har ikke fået henvendelser om Moonbevægelsen i årevis, og Moon-bevægelsen selv vil ikke mødes med Nyhedsavisen og fortælle om deres tro eller aktiviteter.
»Hvorfor skulle jeg spilde min tid på dig. Hvorfor skulle jeg svare på de overfladiske spørgsmål, som en journalist kan finde på. Moon er Messias, og det skal ikke drukne i, hvor mange vi er, eller hvad vi laver,« siger bevægelsens talsmand, Jørgen Bramsen.