Det handlede om magt, bestyrelsesposter og stemmer.
Ikke om millioner.
Brøndby IF vendte ryggen til tilbuddet fra Peter Schmeichel om at købe klubben, fordi parterne ikke kunne blive enige om en ledelsesstruktur.
Det vurderer fodboldøkonom hos konsulentfirmaet Deloitte og Touche, Jesper Jørgensen.
- Pengene er jo nærmest lige meget. Det her drejer sig sandsynligvis om uenighed om, hvordan klubben skal ledes, siger han og afviser at gå nærmere ind på, præcist hvad man var uenig om.
Der har været meget sparsomme oplysninger fremme om købstilbuddet på Brøndby IF. Indtil videre er det kun offentligt kendt, at en gruppe erhvervsmænd med blandt andre Aldo Petersen og Erik Damgaard sammen med Peter Schmeichel har tilbudt klubben en indsprøjtning på 250 millioner kroner på betingelse af, at man fjernede de nuværende aktieklasser - de har betydet, at forhenværende direktør Per Bjerregaard sammen med amatørinteresserne i Brøndby reelt har siddet på magten.
Og hvis det tilbud er det eneste, er Brøndbys nej helt forståeligt, mener Jesper Jørgensen.
- Det ville jeg også have sagt nej tak til. Bestyrelsen skal jo kunne fortælle aktionærerne om, hvad en ny ledelse vil med klubben, og det har i hvert fald ikke stået klart indtil videre, siger Jesper Jørgensen og understreger, at tilbuddet sandsynligvis har været mere omfattende - men at det blot er forblevet en hemmelighed mellem Schmeichel og Brøndby IF.
Brøndbys officielle forklaring på nej et er, at man ikke har haft nok tid til at overveje tilbuddet.
Og fristen, der egentlig udløb i fredags, var da også usædvanlig kort, mener Jesper Jørgensen.
- Normalt vil man give en noget længere frist. Det virker næsten useriøst at kræve så hurtigt et svar, siger han.
Jesper Jørgensen vurderer, at købstilbuddet ikke vil få nogen nævneværdig betydning for Brøndby IF, når "røgen har lagt sig".