Kvinderne glæder sig allerede til i morgen, hvor de skal shoppe vildt i mærketøj og sko på udsalg.
Det er nemlig en af de fire dage om året, hvor staten automatisk indsætter tusindvis af kroner på mødrenes bankkonti – op til 14.156 kroner om året – per barn. Helt skattefrit og frem til børnene fylder 18 år.
»Butikkerne kan helt tydeligt mærke, når der lige er kommet børnepenge. Og kvinderne køber både designertasker til sig selv og flyverdragter til børnene. Over tid er det dog vores fornemmelse, at børnene får del i alle pengene,« siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.
De allerfleste fædre ser ikke en krone, med mindre de i sjældne tilfælde har den fulde forældremyndighed, børnenes folkeregisteradresse eller sender en særlig ansøgning til kommunen.
Dybt urimeligt
Sådan har reglerne været siden 60 erne. Pengene forvaltes af barnets mor. Og det er dybt urimeligt, mener Foreningen Far.
»Denne her lov er et skræmmende levn fra dengang for adskillige årtier siden, hvor far kunne finde på at drikke snaps for hele den løn, han fik udbetalt i en brun papirkonvolut. Sådan er virkeligheden heldigvis ikke i dag i de fleste børnefamilier, delte eller ej, men alligevel får kvinderne stadigvæk udbetalt det hele uden om familiens budgetkonto, hvilket er helt absurd i samfund, der hylder ligestilling,« siger foreningens talsmand, Lars Hansen.
Dansk Kvindesamfund, der arbejder for fuld ligestilling for mænd og kvinder, bakker op om synspunktet.
»Der er ikke tale om ligestilling på det her område, men det er bare endnu et eksempel på, at den nye forældreansvarslov stadig har mange skævheder, som bør evalueres i år,« siger landsforkvinde Karen Hallberg.
Del checken midt over
Foreningen Far foreslår, at børnechecken bliver delt ligeligt mellem far og mor.
»Vi har lige fået en ny forældreansvarslov, set i barnets perspektiv, men pengene følger stadig ikke barnet. Det er altså ikke kvindernes penge, som de fire gange om året kan bruge til sig selv og børnene som de lyster. Forældrene har i langt de fleste situationer et fælles ansvar for at forsørge børnene og derfor bør penge også deles ligeligt,« siger Lars Hansen.
Ligestillingsnævnet modtog faktisk i 2000 en klage fra to forældre i Køge, der var utilfredse over, at børnepengene ikke blev udbetalt til faderen. Sagen blev imidlertid afvist ved døren, fordi nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over lovgivningen. Nævnet opfordrede imidlertid skatteministeren og ligestillingsministeren til at overveje en lovændring. Det er aldrig sket.
I dag vil ligestillingsminister Karen Jespersen (V) ikke blande sig i sagen. Hun henviser nemlig til, at sagen lovgivningsmæssigt hører ind under Skatteministeriet.
Og her har hendes partifælle, skatteminister Kristian Jensen (V) svært ved at se problemet.
»Det ville være tom signallovgivning, hvis vi ændrede på et system, hvor der ikke er et reelt ligestillingsmæssigt problem. Jeg mener ikke, at vi på formynderisk vis skal dele børnechecken op i to dele. Vi skal ikke blande os i, hvordan forældrene indretter deres økonomi,« siger Kristian Jensen.
Men er det ikke netop det, man gør, ved udelukkende at sende pengene til barnets mor?
»Nej, det er bare den mest økonomisk rationelle måde at gøre det på. Administrativt vil det være dyrt at skulle administrere dobbelt så mange lønkonti,« forklarer Kristian Jensen.