Det er helt udokumenteret. Det er løse påstande. Det er usagligt.
Sådan siger Michael Rasmussens manager Mads H. Frederiksen om den tyske tv-station ARD’s beskyldninger om doping mod den danske cykelrytter.
- Tidligere var det en fransk avis, der anklagede Michael Rasmussen. Den sag faldt til jorden og blev afkræftet af både franske myndigheder og UCI. I dag er det så ARD, der har en udokumenteret anklage mod den danske rytter. I morgen er det sikkert en anden. Alle, der gerne vil i medierne, ved, at de kan komme det, blot ved at nævne Michael Rasmussen og doping i samme sætning. Det er ganske enkelt usagligt, siger Mads H. Frederiksen.
Op på cyklen igen
Han opfordrer medierne til at være særligt påpasselige med, hvad de bringer videre i denne sag.
Og Michael Rasmussen selv? Han tager beskyldninger i ”stiv arm” og koncentrerer sig i stedet om sagen mod holdet Rabobank, der fyrede Rasmussen under Tour de France i sommer.
- Man kan aldrig direkte bevise, at man er uskyldig. Det eneste, Michael kan gøre, er derfor at sørge for ikke at lade sig gå på af de udokumenterede beskyldninger – og bare blive ved med træningen for at forberede sig på igen at kunne komme til at køre på cykel, siger Mads H. Frederiksen.