For første gang i syv år begynder Israel og palæstinenserne nu at diskutere de stridspunkter, som de er allermest uenige om.
Fredsforhandlinger imellem de to parter gik i gang i november, men indtil videre har de ikke snakket om de sværeste og vigtigste emner.
De nye forhandlinger kommer efter, at USA s præsident, George W. Bush, i sidste uge besøgte Israel og palæstinenserne for første gang i sin tid som præsident. Men i både israelske og arabiske medier tvivler man på, at arvefjenderne kan skabe fred. I Israel truer et parti med at melde sig ud af regeringen i protest mod forhandlingerne, og flere arabiske medier tror ikke på israelernes vilje til kompromiser.
Bush talte i slogans
Hos den uafhængige organisation International Crisis Group svarer chefanalytiker Mouin Rabbani med ét enkelt ord, når han skal sige, hvad der vil komme ud af Bushs besøg:
»Ingenting.«
Hvorfor ikke? Nu snakker parterne jo sammen igen?
»Bush kom ikke med andet end slogans under sit besøg. Der var ikke nogen nye ideer eller konkrete oplæg. Samtidig står de politiske ledere blandt både palæstinenserne og israelerne så svagt, at en løsning er umulig i øjeblikket,« siger Rabbani, der har studeret israelernes og palæstinenserne fredsforhandlinger indgående.
Bush selv er nu taget videre til Saudi-Arabien for at tale med landets konge om blandt andet det anstrengte forhold til Iran.