Når lille Victor og Lisa løber rundt ude på børnehavens legeplads og roder i jorden, kan det meget vel være, at jorden er forurenet.
Det viser en undersøgelse, som DR Nyheder har foretaget i København, på Fyn og i Guldborgsund Kommune. Ifølge den er der risiko for, at over halvdelen af landets daginstitutioner er forurenet i større eller mindre grad.
Alligevel nægter langt de fleste kommuner at undersøge omfanget af forurening.
- Børnene og deres forældre skal være helt 100% sikre på, at de ikke
bliver udsat for forurenende stoffer når de er enten i vuggestue,
børnehave eller fritidsordning. Det ligger helt klart, siger
socialdemokraternes miljøordfører, Torben Hansen til DR Nyheder.
I Guldborgsund Kommune har forældrene fået klar besked. Kommunen har netop undersøgt samtlige 36 daginstitutioner for jordforurening. Den viste, at halvdelen var lettere forurenet, mens fem af dem havde forurenet jord i svær grad.
Jorden er primært forurenet med tungmetaller, olie og tjære.
- Tungmetaller kan hæmme at hjernen og nervesystemet udvikler sig
normalt, og tjære og olie kan være kræftfremkaldende, siger ledende
embedslæge i Sundhedsstyrelsen, Henrik L. Hansen til DR Nyheder
Men trods resultaterne er kommunerne landet over ikke umiddelbart indstillet på at undersøge samtlige børnehaver, vuggestuer og fritidshjem.
- Det her er jo ikke noget kommunerne skal.
Hvis vi skulle ifølge lovgivningen, så gjorde vi det selvfølgelig. Det
her er noget, kommunerne kan vælge at gøre, siger Bjørn Dahl, formand
for Kommunernes Landsforenings Teknik- og Miljøudvalg.
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) vil nu indkalde Kommunernes Landsforening og Danske Regioner til et møde.
- Dette skal angribes offensivt. Hvis der viser sig at være forurenede
områder på institutionerne, skal jorden oprenses, siger Troels Lund
Poulsen til DR Nyheder.
Han oplyser også, at Sundhedsstyrelsen har udsendt en pjece, hvori det fremgår af lettere jordforurening ikke nødvendigvis er mere farligt end den mad, vi putter i munden eller den byos, som vi indånder.
Alligevel ser han gerne, at alle kommuner systematisk undersøge sine legepladser.
- Det her bekymrer også mig, siger han.
En undersøgelse af legepladsen koster mellem 20.000 og 30.000 kroner. Hvis det viser sig, at jorden er forurenet, skal jorden renses. Til det har staten sat 380 millioner kroner til side.