Hvis du har kræft eller har en livstruende hjertelidelse, må der maksimalt gå en måned, før du skal i behandling i det offentlige sundhedsvæsen. Kan det offentlige ikke nå det, kan du kræve at blive behandlet på et privathospital.
Hvis du blot har en nedgroet negl eller en åreknude på underbenet, har du samme rettigheder. Går der mere end en måned, kan du kræve at blive overført til et privathospital.
Det skal ændres, mener formanden for Danske Regioner, socialdemokraten Bent Hansen.
Han vil gøre op mod den gældende ventetidsgaranti på en måned for alle behandlinger.
- Kræft og alvorlige hjertesygdomme skal
behandles akut, men de små ting som åreknuder og nedgroede negle kan jo
godt vente to måneder. Vi er nødt til at sende det signal, at der skal
prioriteres, siger Bent Hansen til Radioavisen.
DR Nyheder har undersøgt 11 forskellige operationer på halvdelen af landets offentlige sygehuse. Undersøgelsen viser, at det kun er hofteoperationer på sygehusene i Vejle og Sønderborg.
Det betyder, at en del patienter udnytter deres ret til at blive opereret på et privathospital. Og det gør faktisk problemet værre.
- Når patienterne flyttes over til
privathospitalerne får det også personale til at flytte til det
private. Og så mangler det offentlige endnu mere personale. Det er en
negativ spiral, siger Bent Hansen.
Bent Hansen anslår, at der landet over mangler mellem 1.500 og 2.000 speciallæger.
Det bekræftes af ledende overlæge Svend Schulze fra mave-tarm-kirurgisk afdeling på Amager, Hvidovre og Glostrup Sygehuse.
- Vi mangler simpelthen personale. Der er problemer med at behandle de
akutte patienter i hele hovedstadsregionen inden for det kirurgiske
område, siger han til DR Nyheder.