Bodytequila, pubcrawl og fest til den lyse morgen. Det skal være sjovt, når danske teenagere tager på ferie uden far og mor.
Dansk Ungdomsferie reklamerer for sådanne ungdomsrejser på sin hjemmeside, men nu har Alkoholpolitisk Landsråd klaget over, at rejsebureauet opfordrer børn og unge til drik i sine reklamer på hjemmesiden, skriver tv2.dk.
- De bryder de regler og love, der er i forhold til markedsføring i Danmark, og at det lige præcis er Dansk Ungdomsferie, der gør det, er ekstra beklageligt, fordi det var netop i deres selskab, at en 17-årig dreng døde af druk i sommer, siger informationsmedarbejder i Alkoholpolitisk Landsråd, Ina Johansen, ifølge tv2.dk.
Rådet er blevet indberettet til Håndhævelsesudvalget, som behandler klager over markedsføring af alkohol. Men Dansk Ungdomsferie afviser, at der er noget galt med hjemmesiden.
- Vi har netop bevidst undgået at have specielt overdrevne billeder, det er ikke det, vi ønsker at vise. Alle ved godt, at når man er i byen som ung, indgår alkohol også, men vi synes ikke, det er vores opgave decideret at markedsføre det, siger direktør i Dansk Ungdomsferie, Jesper M. Schousen ifølge tv2.dk.
En tekst om bodytequila forsvandt fra rejsebureauets hjemmeside kort efter, Ritzau henvendte sig til Dansk Ungdomsferie.
Der kom i sommer fokus på ungdomsrejserne til blandt andet Sunny Beach i Bulgarien efter dødsfald, historier om voldtægter, overfald og massive drukture.