Af Lars Fogt, lafo@avisen.dk
Kaj og Andrea er for længst smidt ud af Gyngemosen.
Og alt fra Plummer til Smagsdommerne har måttet rykke til Amager for at gøre plads til Privathospitalet Hamlet, der på mandag åbner et stort fedmecenter i de gamle tv-studier.
Det første dusin
»Allerede i næste uge indlægger vi de første 12 til en fedmeoperation. Og vi regner med at operere 600 overvægtige danskere i år. Det er en stor bygning, men de fylder jo også noget,« siger overlæge Mikael Støckel fra Privathospitalet Hamlet, der også vil lave brystkirurgiske og plastikkirurgiske operationer på den historiske adresse TV-byen, 2860 Søborg.
Sidste år foretog hospitalets læger 319 fedmeoperationer, hvor man formindsker mavesækken, så patienternes appetit bliver mindre.
Patienterne taber sig derfor voldsomt.
»Nu får vi et topmoderne fedmecenter, så vi har plads til at operere mange flere i bygninger, der emmer af historie. Vi kan operere op til 800 om året for fedme,« siger Mikael Støckel.
Tilbud om hudfjerning
Fedmecenteret i TV-byen får fem operationsstuer og 28 senge.
Hospitalets plastikkirurgiske specialister har været i Texas, USA, for også at kunne tilbyde de danske patienter at få fjernet al den ekstra hud, der bliver tilbage efter en fedmeoperation.
En såkaldt bodylift-operation, der fjerner den overflødige hud.
Men hvor 95 procent af de overvægtige danske får fedmeoperationen betalt af det offentlige, så skal man selv betale for at få fjernet den ekstra hud.
»Det håber vi jo, at der er nogen patienter, der ønsker,« siger Mikael Støckel.