Kan man kalde sig byens egen øl, hvis det er fynske og sjællandske dråber, der gemmer sig under kapslen? Ja, mener brandingekspert, men det kræver en ekstra indsats.
»Det er en ret problematisk situation for Ceres, som i høj grad har markedsført sig på at være byens øl. Ceres er en integreret del af Århus, og folk er vant til, at virksomheden i bogstaveligste forstand er en del af bybilledet. Vi taler om noget så konkret som, at der dufter af øl om sommeren. Og når produktionen forsvinder, skal Ceres til at finde en anden måde at være en del af lokallivet på. Det er ikke helt nemt,« siger adjunkt ved Handelshøjskolen i Århus Sophie Esmann Andersen.
Sats på kultur og sport
Hun forsker i branding, og hun opfordrer Royal Unibrew til at satse endnu mere på idræt og kultur, end det er tilfældet i dag.
»Ceres er med til at definere Århus, og Århus er med til at definere Ceres. Det er ikke blot produktionsenheden, der forsvinder – selve brandet skal også plejes. Her vil det være oplagt at sætte sig tungt på de ting, som århusianerne forbinder med deres by, og det er blandt andet kulturelle arrangementer som Århus Festuge og det lokale idrætsliv. Det ville også være oplagt at forsøge at spille en rolle i forbindelse med havneudvidelsen,« siger Sophie Esmann Andersen.
Ifølge direktør Poul Møller er bryggeriet fast besluttet på at forfølge netop den strategi.
»Selvom vi lukker ned for produktionen her i Århus, vil vi fortsætte engagementet i eksempelvis sportsklubber. Det er vores mål, at Ceres-mærket opretholder en klar og tydelig profil i regionen,« siger Poul Møller.
Ceres er blandt andet hovedsponsor i AGF.