Michael Laudrups eventyr som træner for spanske Getafe har været noget af en rutschebanetur op og ned ad bakke. Søndag aften gik det med voldsom fart ned ad, da Valladolid var på besøg på Coliseum Alfonso Perez i Madrid.
Gæsterne vandt 3-0 efter en Getafe-indsats langt under standard.
Spørgsmålet er, om bunden er nået, eller om Laudrup-vognen fortsætter nedkørslen, når Real Betis venter på udebane næste weekend.
Der er i hvert fald masser af områder at gribe fat i for Michael Laudrup og John Faxe Jensen, for spillet hang slet ikke sammen, og forsvaret sejlede rundt, med den yderst ustabile målmand Pato som styrmand.
Det var et af argentinerens klovnerier, der sendte Valladolid på sejrskurs ti minutter efter pausen. Han tabte et indlæg ud til Vivar Dorado, som mod sin gamle klub ikke kunne undgå at bringe sit hold i front.
Ti minutter senere gjorde Alvaro Rubio ondt værre for Laudrup og co. og atter ti minutter efter var ydmygelsen total, da Vivar Dorado nettede påny.
Getafe ligger fortsat midt i tabellen med tre point ned til nedrykningsstregen.