Rettet version af artikel udsendt torsdag 20. september kl. 20: Lovforslaget omhandler skærpet straf for chikane, trusler og hærværk - og ikke vold.
Det skal straffes hårdere at true en kommunal sagsbehandler og at chikanere en lokalpolitiker.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) samt økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) er nu klar med et lovforslag, der skal øge straffen for chikane, trusler og hærværk mod politikere og offentligt ansatte med en tredjedel.
Søren Pape Poulsen ser frem til, at der bliver sat ind med hårdere straffe 'over for dem, der ikke respekterer samfundets spilleregler og skaber utrygge arbejdsforhold for offentligt ansatte.'
- Enhver form for trusler, chikane og hærværk er fuldkommen uacceptabel. Men når det går ud over offentligt ansatte og lokale politikere, så er det direkte ødelæggende for et velfungerende samfund, siger Søren Pape Poulsen til Avisen.dk.
I 2017 blev der anmeldt 6.385 tilfælde af vold og trusler mod offentligt ansatte. Avisen.dk har blandt andet beskrevet, hvordan ansatte på landets jobcentre oplever, at trusler og vold er blevet et større problem i hverdagen.
Medarbejderne bliver trænet i at håndtere konflikter med truende borgere. Der er indført beredskabsplaner, flere flugtveje, og sagsbehandlerne har fået overfaldsalarmer, som de let kan aktivere.
Tidligere i år viste en undersøgelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, at omkring fire ud af ti lokalpolitikere har været udsat for enten trusler, hærværk eller chikane.
Lovforslaget, der nu sendes i høring, kommer som følge af en bred politisk aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternative, Radikale og SF.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) lægger vægt på, at den skærpede kurs både skal beskytte folkevalgte og være med til at sikre, at offentligt ansatte trygt kan passe deres job
- Vi skal ikke acceptere, at folkevalgte får skadet deres bil. Ej heller at de modtager truende eller chikanerende opkald. Det er heller ikke i orden, at offentligt ansatte oplever at blive forfulgt eller truet på jobbet, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
I HK/Kommunal er næstformand Mads Samsing tilfreds med, at problemet bliver taget alvorligt, men han kalder det samtidig "alt for ensporet" kun at fokusere på straf.
- Der skal være en straf, men forebyggelse er også vigtig. Oplever borgerne for eksempel, at der er tid nok til at de bliver taget alvorligt?, spørger Mads Samsing.