Så gad kongen ikke høre mere vrøvl. I mere end seks måneder har han hørt sine folkevalgte undersåtter ævles og kævles om regionale stridigheder mellem rige, flamsktalende flamlændere i nord og mindre rige, fransktalende vallonere i syd. I mere end seks måneder har hele Europa småfnisende set på et land uden en regering, og stillet spørgsmål ved, om hans land egentlig er et rigtigt land. Og i flere meningsmålinger har næsten halvdelen af Belgiens indbyggere ønsket at dele kongeriget i to.

Ikke ende som bananrepublik

I mandags fik Kong Albert så nok. Han kaldte den tidligere statsminister Guy Verhofstadt op til sig og bad ham danne en midlertidig regering. Belgien skule jo nødigt ende som en bananrepublik, og der er grænser for, hvor længe et land kan fungere uden eksempelvis en finanslov.

Guy Verhofstadt hørte efter kongen, og efter en lang nats forhandlinger præsenterede en klatøjet statsminister onsdag morgen en midlertidig regering.

Tager hatten af

Professor og ekspert i europæisk politik på Handelshøjskolen i København, Peter Nedergaard, tager hatten af for den belgiske konge.

»Det er et fint eksempel på, hvad man kan bruge en konge, eller en dronning, til i de moderne demokratier. Hvis et land står i en voldsom krise, hvilket man må sige, at Belgien har gjort, så kan kongen virke som samlende figur og pege på en midlertidig løsning. Hvis ikke han var trådt i karakter, ved jeg virkelig ikke, hvad der ville være sket,« siger Peter Nedergaard.

En rigtig regering

Guy Verhofstadts regering er kun midlertidig, og om tre måneder er det meningen, at vinderen af valget i juni, Yves Leterme, skal forsøge at danne en rigtig regering. Det har han ikke magtet det seneste halve år, og Peter Nedergaard ser to scenarier for den politiske fremtid i Belgien.

»Enten har de fundet ud af at samarbejde inden marts, eller også bliver der udskrevet nyvalg.«

Tror du, at der findes et Belgien om ti år?

»Jeg tror, at det er fifty-fifty.«