Den 29-årige mand, som er tiltalt for 14 seksuelle overgreb mod børn i daginstitutionen Grønnebakken i Beder, valgte i dag delvist at erkende et af de forhold, han er tiltalt for.
Hidtil har han ellers nægtet at udtale sig, og efter at han besvimede på retssagens førstedag, har han end ikke været til stede i retssalen.
For lukkede døre bad han imidlertid om ordet i dag, og ifølge hans forsvarer Niels Christian Strauss handlede hans udtalelse om en delvis erkendelse af sagens tredje forhold. Her står den 29-årige anklaget for blufærdighedskrænkelse samt anden kønslig omgang end samleje med et af børnene i daginstitutionen og for at have taget billeder af barnets kønsdele.
Hvilken del den 29-årige indrømmede, at han var skyldig i, står ikke klart.