Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) afkrævede fem kommuner en forklaring, da det tidligere på året kom frem, at mere end 30 procent af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i disse kommuner ikke havde fået den hjælp til at komme tættere på arbejdsmarkedet, som de ifølge lovgivningen har krav på.
Ledige, der ikke er umiddelbart klar til at påtage sig et job, har som minimum krav på at få hjælp fra en mentor.
Her kan du læse uddrag fra de fem redegørelser.
Helsingør: Der har ikke 'været tilstrækkeligt ledelsesmæssigt fokus på at følge med i, om reglerne for ret og pligt til aktivering for de aktivitetsparate bliver overholdt'.
'I en mindre del af sagerne skyldes den manglende aktivering, at deres aktivering ikke er registreret korrekt i centrets sagsbehandlingssystem.'
Redegørelsen beskriver også muligheden for at fritage borgere for aktivering og mentor-støtte: ' ... borgere, der på grund af indlæggelse ikke kan have kontakt til mentor f.eks., fordi de ligger i koma, sager hvor der er rejst sag om førtidspension, hvor det er åbenlyst grundløst at udvikle arbejdsevnen eller sager, hvor det er dokumenteret, at borgerenes helbred vil tage skade af kontakt til mentor'.
Guldborgsund: 'Indledningsvis skal vi erkende, at det ikke er godt nok, at 50 procent af de aktivitetsparate, uddannelseshjælps- og kontanthjælpmodtagere ikke har modtaget et beskæftigelsestilbud eller mentorstøtte det seneste år.'
Odense: Beskæftigelses- og Socialforvaltningen 'er klar over, at forvaltningen igennem længere tid har haft vanskeligheder med at sikre, at aktivitetsparate kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere er aktive i beskæftigelsessystemet.
Holbæk: 'Jeg skal derfor beklage, at 36 procent af de aktivitetsparate kontant- og uddannelseshjælpsmodtagerne, svarende til 340 personer, målt i marts 2017 i et helt år ikke har modtaget nogen indsats fra jobcentrets side - hverken i form af aktivering eller mentorstøtte,' skriver borgmester Søren Kjærsgaard.
Og videre: 'Jeg må desværre konstatere, at den manglende indsats skyldes utilstrækkelig ledelsesmæssig bevågenhed på lovkravet.'
'Selv om vi forventer, at alle medarbejdere kender lovgivningens krav til minimumsindsatsen på området, afholder vi for en sikkerheds skyld en kort undervisningsseance i lovens minimumskrav og ledelsens forventninger til indsatsen over for borgerne.'
Horsens: Det er jobcentrets vurdering, at en omlægning af indsatsen betyder, 'at Horsens Kommune fremover lever op til lovgivningens mindstekrav til aktivering, samtidig med at de gode effekter fra den efterspørgselsrettede strategi fastholdes'.
'De medarbejdere, der har store udfordringer i forhold til rettighed, indkaldes til samtale, hvor udfordringer italesættes, forventninger afstemmes og eventuelt nødvendig opkvalificering tilbydes.'