Det bliver uden den måske mest bærende kraft dette efterår, at F.C. København på torsdag skal ride stormen af på et stopfyldt Pittodrie Stadium i Aberdeen.
Store, stærke Brede Hangeland er ude med karantæne, og dermed får Michael Gravgaard en uvant makker i det centrale forsvar, når der skal reddes mindst uafgjort hjem. Et resultat, der sender FCK videre fra UEFA Cuppens gruppespil.
Bladrer træner Ståle Solbakken i dåbsattesterne, vil det være fristende at sætte den 26-årige svensker Michael Antonsson ind som direkte erstatning, men den norske træner har stor fidus til blot 17-årige Mathias Zanka Jørgensen, der er blevet skiftet ind mod både Lens og senest Atlético Madrid.
Og alderen skal ikke være det skærende punkt, mener Brede Hangeland, som ikke er det mindste bange for at overlade sin plads til unge Zanka .
»Jeg er helt tryg. Det handler ikke om, hvor gammel man er, men om man er god nok, og det viste Zanka også, da han kom ind mod Lens. Han har, hvad der skal til,« siger Hangeland.
Et supertalent
Den norske landsholdsspiller tror på en stor fremtid for unge Zanka, som FCK købte i B93 denne sommer.
»Han er god i dag, og han kan blive sindsygt god, hvis han bliver ved med at træne hårdt. Jeg var ikke så god som ham i den alder. Det er helt sikkert. Han er et supertalent,« siger Brede Hangeland.
Med en højde på 1,91 meter kan Mathias Zanka Jørgensen sagtens matche de store skotter fra Aberdeen. Men efter kun en enkelt kamp i Ståle Solbakkens startopstilling – pokalsejren over Varde – mangler rutinen i den grad.
Det bekymrer dog ikke ungdomslandsholdsspilleren, der er kendt for sin rolige spillestil.
»Der mangler lidt på rutinen, men det skal de andre nok opveje. Det her er en af de vigtige kampe, så mon ikke jeg sidder med nogle sommerfugle i maven. Men når man så kommer på banen, så glemmer man det. Så er det bare at kæmpe hårdt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har kvaliteterne,« siger Mathias Zanka Jørgensen.