Af Andreas Mayerhofer, anma@avisen.dk
Ingen klubber har kunnet følge Arsenal og Manchester United i Premier League. Lørdag aften mødes de to klubber i FA Cuppens femte runde, som kan give billedet af, hvem der er øjeblikkets bedste mandskab i England.
Manchester United må i kraft af hjemmebanefordel være favorit til at gå videre. Old Trafford har været et uindtageligt fort i denne sæson – indtil i søndags. Her viste Manchester City, hvordan de engelske mestre skal håndteres i egen hule, da The Citizens vandt 2-1.
Ulempen ved at skulle spille på Drømmenes Teater er imidlertid ikke det eneste, som bekymrer Arsenal-manager Arsène Wenger op til kampen. Massive skadesproblemer har gjort et stort indhug i truppen.
Bendtner kan starte inde
»Vi er skåret helt ind til benet. Der er kun 14 mand klar, og derfor rejser alle til Manchester, og så må jeg der tage min beslutning om, hvem der skal spille,« konstaterede Wenger på fredagens pressemøde. Theo Walcott er ude, og topscorer Emmanuel Adebayor er yderst tvivlsom, og det ser derfor ud til, at danske Niclas Bendtner kan få plads i Arsenals frontlinje.
I efteråret var Manchester United et minut fra at slå Arsenal i London, da William Gallas udlignede. Det har spillerne ikke glemt. Nu skal tingene sættes på plads.
»Vi skulle have vundet over Arsenal tidligere på sæsonen. Dette er vores chance for at sætte tingene på plads,« siger forsvarsklippen Rio Ferdinand til klubbens hjemmeside.
Lørdag
13.30: Bristol Rovers – Southampton
16.00: Cardiff – Wolverhampton
16.00: Liverpool – Barnsley
16.00: Coventry – West Bromwich
16.00: Chelsea – Huddersfield FA Cup England
18.15: Manchester United – Arsenal
Søndag
15.00 Sheffield U – Middlesbrough
17.00 Preston – Portsmouth