Ugens helt store tilbud fra det norske må være en lejlighed i et smukt, nybygget lejlighedskompleks Hemsedal på toppen af Hafjell.
På det sidste har mange af køberne af de attraktive boliger forsøgt at sælge deres andels- eller ejerboliger, men som markedet er nu, er det meget svært at få boligerne solgt, hvis da ikke køberne er villige til at sælge med store tab.
Særligt ejerne af andelsboligerne i komplekset har svært ved at komme af med lejlighederne på grund af en høj månedlig boligafgift. Af de 77 boliger der, ifølge norske Aftenposten, var til salg i sidste uge, var de 42 andelsboliger. Ifølge norske ejendomsmæglere er den månedlige boligafgift så høj, at andelsboligerne reelt er dyrere end de tilsvarende ejerboliger.
- Vi bliver kontaktet hver uge af fortvivlede mennesker, der vil have hjælp til at sælge deres andelsboliger, siger ejendomsmægler Espen Eliassen til Dagens Næringsliv.
For en af ejerne er situationen nu blevet så desperat, at vedkommende har sænket prisen på lejligheden fra omkring en halv million norske kroner til én krone.
I skrivende stund vides det ikke, om boligen er blevet solgt, men inden man griber telefonen og siger købt , skal man være opmærksom på, at man som køber af andelen - ligesom hvis man køber en andel i Danmark - hæfter for en del af foreningens samlede gæld.
I det norske tilfælde vil køberen af ejendommen i første omgang hæfte for cirka en million kroner, men hvis andre ejere ikke er i stand til at betale deres månedlige bidrag, ryger regningen videre til de øvrige. Hvad der i første omgang lyder som en knaldgodt tilbud kan dermed ende med at blive en dyr fornøjelse.