De var nære venner og blev flere gange kædet sammen som kærester.
Derfor kom den australske skuespiller Heath Ledgers død også som et stort chok for den danske supermodel Helena Christensen.
Men hun er ved at komme sig over det store tab takket være sin otteårige søn Mingus, udtaler hun nu til det amerikanske magasin People.
- Livet går videre. Det gør det ikke lettere, men man gør, hvad man kan. Og et barn får en til at leve i nuet på en meget god måde, fortæller Helena Christensen, der selv har udtalt, at hun samme dag, som Heath Ledgers lig blev fundet, faktisk var på vej for at besøge ham og netop havde lagt en besked på hans telefonsvarer.
Deltog ikke i mindehøjtidelighed
Men trods det nære venskab havde hun ikke mulighed for at deltage i den mindehøjtidelighed, der blev holdt for skuespilleren i L.A. og hvor så celebre navne som Tom Cruise, Katie Holmes og Sienna Miller deltog.
- Jeg kunne ikke tage afsted på grund af min søn. Men alle har sagt, at det var en meget rørende og smuk måde at sige farvel til ham på, lyder det fra supermodellen.