Først var den slukket, når den skulle være tændt. Og nu får den sør me lov at være tændt, når den egentlig burde være slukket. Historien om varmen under AGF s hjemmebane vil ingen ende tage.
Egentlig var det slet ikke meningen, at varmeanlægget under fodboldbanen skulle have været tændt i år. Men efter AGF fik aflyst en hjemmebanekamp i sidste uge på grund af en frost-ramt bane, har varmen kørt under græsset på NRGi Park.
Og selvom AGF spillede sin sidste hjemmekamp i efterårssæsonen i går og ikke skal spille hjemme før 20. marts næste år, får varmen lov til at køre hele vinteren.
»Der er rigtig meget vand på anlægget. Det er dyrt at tappe af og lukke på igen. Meget dyrere end det er, at lade det køre,« siger driftschef for NRGi Park Johnny Christensen.
»Det er lidt ligesom et hus. Nu har vi tilført jorden den varme, den skal bruge, og så handler det bare om at holde cirkulation og varme kørende uden at få et stort peak på energiforbruget.«
Dyne af sne
Dermed ikke sagt, at det er gratis for AGF at lune græsset alle de kolde måneder.
»Men jeg tror, det udligner sig selv. Vi er ovre alt besværet med at starte op, og vi slipper for en masse mandetimer med at lufte ordentligt ud,« siger Johnny Christensen.
Han frygter ikke, at udgifterne går grassat, når den første alvorlige sne falder.
»Det er jo ikke ligesom en radiator, det her. Varmen er nede i jorden, og sneen kan sagtens ligge oven på græsset. Faktisk virker sne som en slags dyne, der isolerer og samtidig afgiver tilpas fugt til banen,« siger Johnny Christensen.
Det er første gang, AGF lader varmen køre hele vinteren, så om systemet virker, og hvor meget det kommer til at koste i den sidste ende, er der ingen, der ved.