Målet var bare at tale med Demokraternes præsidentkandidat, da den sindsforvirrede 46-årige Lee Eisenberg i går trængte ind på Hillary Clintons kampampagne i Rochester i New Hampshire.
Lee Eisenberg var øjensynligt utilfreds med mulighedene for at få psykiatrisk behandling og tog - med noget der viste sig at være en bombeattrap om maven - flere medarbejder som gidsler. Det oplyser CNN.
Bygningen blev hurtigt omringet af politifolk og dramaet endte - efter fem timer - med, at den 46-årige frigav gidsler og overgav sig.
Hillary Clinton var ikke selv på kontoret, men i gang med sin valgkampagne i Washington. Den afbrød hun og fløj hurtigt til Rochester for at mødes med sine medarbejdere og deres familie.
- Jeg er meget stolt af dem. De har været helt utrolig modige i dag. De var rolige, selvom de var under ekstremt pres, sagde Hillary Clinton.
Hun roste også det team, der fik gidslerne befriet og den 46-årige pacificeret.
- Jeg vil gerne takke dem for deres professionelle indsats og helt ekstraordinære arbejde. Vi er meget lettede over, at det her endte fredeligt, sagde hun ifølge CNN.
Gidseldramaet får ingen konsekvenser for Hillary Clintons kampagne.