SF er vokset De Konservative over hovedet, og derfor får folkesocialisterne nu De Konservatives grupperum på Christiansborg. Det meddeler De Konservative i en pressemeddelelse.
- Det er da altid sjovt at få en ny udsigt. Ikke mindst for SF, der nu får nyt udsyn og måske også får øje på en bedre politik, end den de hidtil har ført. Men jeg må samtidig bede dem om at passe godt på værelset. Vi forventer at vende tilbage til det efter næste valg, siger De Konservatives gruppeformand, Helge Adam Møller.
I går var han ellers ikke meget for at forlade deres store grupperum. Helge Adam Møller foreslog i stedet, at SF kunne bygge sit grupperum om.
- Skal det ombygges igen, kan det holdes inden for vedligeholdelsesbudgettet, sagde han til Jyllands-Posten.
En ombygning ville koste 300.000 af skatteborgernes penge, og det synes Helge Adam Møller så alligevel var lige skrapt nok. Derfor er meldingen i dag:
- SFs gruppeformand Ole Sohn foreslog ellers, at der kunne væltes en væg og inddrage et af vores medlemskontorer, men det har han siden fortrudt, da det angiveligt ville komme til at koste 300.000 kroner. Det lyder voldsomt, og som et ansvarligt parti vil vi ikke lade skatteyderne betale så meget for at få væltet en mur. De penge kan bruges bedre.
Når SF og De Konservative er blevet uvenner over, hvem der skal have hvilket grupperum, så er det fordi, at De Konservative i mange år har haft et grupperum med plads til 35 mennesker. Men efter valget 13. november er De Konservative blevet reduceret til 18 mandater. Samtidig er SF vokset til 23 mandater og folkesocialisternes eget grupperum er dermed blevet for lille. Derfor mente SF s gruppeformand, Ole Sohn, at det var rimeligt, hvis de to partier byttede grupperum.