Arbejderne forsvinder lynhurtigt og med forskræmte blikke, da Johnny Karlsen, Lasse Jacobsen og Jan Nielsen dukker op på byggepladsen.
»De ved, at vi kommer fra enten fagforening eller Arbejdstilsynet, så de vil gøre alt for at undgå os« griner Johnny.
Sammen med 250 andre københavnske håndværkere går Johnny, Lasse og Jan denne tidlige morgen i aktion for ordentlige løn- og levevilkår til deres østeuropæiske kollegaer.
De besøger byggepladserne uanmeldt og prøver at skabe kontakt til de polske håndværkere. Målet er at få så mange som muligt ind i fagforeningerne for at sikre dem ordentlig løn- og leveforhold. Samtidig håber håndværkerne at kunne danne sig et øjebliksbillede af forholdene i dag.
Baggrunden for aktionen i dag er de mange østeuropæiske håndværkere, som arbejder i Danmark.
Underbetaling, dårlige arbejdsforhold og elendige levevilkår er en del af hverdagen for mange østeuropæiske arbejdere, lyder det samstemmende fra fagforeningerne.
Polakkerne flygter
»Vores udenlandske kollegaer må hjertens gerne arbejde her, men vi vil ikke finde os i, at de bliver udnyttet og underbetalt, mens de er her,« siger Palle Bisgaard, formand for Træindustri-Bygs byggegruppe og en af arrangørerne bag aktionen.
Det viser sig hurtigt, hvorfor de polske arbejdere flygter fra Johnny, Lasse og Jan. De er polakker og arbejder alle illegalt i Danmark. De hverken kan eller vil tale med Johnny og de andre, men snakker lidt med en polsk tolk over telefonen. Imens kigger Lasse, Johnny og Jan sig omkring på byggepladsen. Arbejdernes frokoststue ligger i kælderen, midt imellem byggeaffald og malingsrester.
De seks polakker overnatter i en lille skurvogn, som står parkeret på fortorvet.
»Det er fandeme trist at se den slags forhold i dagens Danmark,« siger Johnny hovedrystende.
Og det var langt fra et enkeltstående tilfælde. Overalt i København stødte aktionsgrupperne på ulovlige og kritisable forhold.
Resultaterne fra aktionen blev taget med til en stor konference senere på dagen i går, hvor fagforeningsfolk diskuterede, hvad fagbevægelsen kan gøre for at få de østeuropæiske arbejdere organiseret.
250 københavnske håndværkere deltog.
De besøgte 307 pladser.
De mødte 1.006 udenlandske arbejdere.
129 arbejdere boede på byggepladsen.
Der var 50 anmærkninger om arbejdsmiljø, der ikke var i orden.
Højeste ugentlige arbejdstid var på 63 timer.
Den laveste timeløn, de stødte på, var 36 kroner i timen.