Koreografer vælger i højere grad udenlandske dansere til danseforestillinger i Danmark. Det er formanden for danseudvalget i Dansk Skuespillerforbund, Ane Fjelstrup, utilfreds med og opfordrer nu branchen til selvransagelse.
»Vi har brugt enorme kræfter på at opbygge et professionelt dansemiljø i Danmark. Derfor er det vigtigt, at koreograferne tager ansvar og bruger de danske dansere, så arbejdsløsheden ikke stiger yderligere.«
Kunne det ikke skyldes, at de danske dansere ikke er gode nok?
»Det mener jeg ikke. Danske dansere er lige så veluddannede som de udenlandske. Jeg tror, det skyldes, at koreograferne vælger de udenlandske dansere på grund af smag, eller fordi det er mere eksotisk,« siger Ane Fjelstrup.
Dansk Danseteater i København har ti fastansatte dansere, men kun én er fra Danmark. Koreograf og kunstnerisk leder Tim Rushton forklarer den skæve fordeling med, at han vælger danserne ud fra deres evner og ikke deres nationalitet.
Skal leve op til kravene
»De danske dansere kommer altid forrest til mine auditions, men min opgave er at vælge de bedst kvalificerede, så niveauet er så højt som muligt. Det betyder nogle gange, at de danske dansere bliver valgt fra,« siger han.
Århusianske Mancopy har netop fastansat to dansere - en kinesisk og en fransk - og har planer om flere fastansættelser.
»Gerne danskere, hvis de lever op til kravene«, lyder det fra Mancopys kunstneriske leder, Jens Bjerregaard.
»Jeg vælger efter hvem, der leverer varen,« siger han.