De skulle gå i skole, men de gør det ikke.
I stedet arbejder 450.000 børn under forfærdelige forhold på bomuldsmarkerne i Uzbekistan. Bomulden ender senere som tøj på hylderne hos tøjgiganten Hennes & Mauritz, skriver den svenske avis Expressen, som har kulegravet sagen i samarbejde med tv-stationen SVT, der i aften bringer en dokumentarfilm om børnearbejdernes forhold.
Ifølge udsendelsen bliver bomulden sendt fra Uzbekistan til Bangladesh, hvor den blandes med anden bomuld. Herefter sælges bomulden videre til forarbejdelse, og derfor er det svært at afgøre, hvor meget af bomulden, der er blevet fremstillet ved hjælp af børnearbejdere.
Informationschef i H&M Katarina Kempe siger til Expressen, at det ikke er nogen nyhed, at der bruges børnearbejde i tekstilindustrien. Hun understreger, at tøjkæden officielt tager afstand fra børnearbejde, men hun vil ikke afvise, at børn kan have været med til at plukke bomulden i H&M s tøj.
- Vi accepterer det ikke fra vore underleverandører,
og vi vil heller ikke have det i noget led i forædlingskæden. Andre
aktører, må vi forsøge at påvirke på anden vis, siger hun ifølge Expressen.