Hvis den glade bilejer af en ny Volvo V 70 kører ind i en lygtepæl, er der risiko for, at airbagen ikke udløses.
Derfor tilbagekalder Volvo nu 18.000 biler af de nye modeller V 70 og XC 70, da bilernes airbags i siden ikke virker.
- Det er en softwarefejl, som vi desværre opdagede efter at have sluppet modellerne ud på markedet, siger pressechef i Volvo, Maria Bohlin, ifølge den svenske netavis, Ny Teknik.
Ifølge Politiken er der solgt omkring 200 af Volvo-typen i Danmark. Udover Sverige er de fleste biler blevet solgt til USA, Storbritannien og Tyskland.
- Dagens biler er utroligt komplicerede og indeholder meget elektronik i et fintkalibreret system, siger Bohlin.
Bilerne bliver kaldt tilbage på et værksted, hvor fejlen vil kunne rettes på en halv times tid.