Skrevet i samarbejde med Leny Malacinski, lema@avisen.dk
I det sidste indtryk til nævningene i terrorsagen fra Vollsmose fremlagde retsformanden det synspunkt, at de efter hans opfattelse ikke er blevet bevist, at den yngste tiltalte i sagen - den 19-årige RD - har tilskyndet til eller været medvidende om planlægningen af et terrorangreb.
- Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg personligt ikke finder dette bevist, sagde retsformanden.
Der er ikke blevet fundet nogle beviser på RD s computer eller hans bopæl, der beviser, at han skulle have deltaget i at tilskynde til eller vide noget om terrorangrebet.
I sin gennemgang af sagens beviser mod de fire tiltalte lagde retsformanden vægt på, at der var en stærkere sag mod to af de tiltalte, AK og MZ. AK skulle have været meget aktiv i at skaffe ting til at bruge i et formodet terrorangreb, mens politiet fandt 50 gram af sprængstoffet TATP på MZ s badeværelse.
Nævningene har trukket sig tilbage for at votere, men det er muligt, at dommen først falder fredag. Der er tradition for, at nævningene følger retsformandens belæring, og dermed kan en af de tiltalte ende med at blive frikendt.
Ifølge retsformanden er Fyens Stiftstidende blevet anmeldt til politiet, fordi avisen har trykt en tegning af nogle af nævningene. Det er tilladt at bringe tegninger af de tiltalte - men ikke af nævningene.