»Min oldemor er født i en jordhule i Grønland. Min farmor kan ikke fordrage danskere. Og der er rigtig mange grønlændere, der ikke bryder sig om, når danske politikere tror, at de kan løse Grønlands problemer ved at sætte landet under dansk administration, som DF foreslog under valgkampen.«
Sådan lyder det fra Socialdemokraternes nyvalgte folketingsmedlem, den 23-årige Julie Rademacher. Hun er opstillet og opvokset i Danmark i det sydlige Jylland, men er grønlænder på fædrene side.
Og selvom hun brænder for at arbejde med alt fra uddannelse til forsvarsområdet, når hun om kort tid begynder sin Folketingskarriere, mener hun, at netop den grønlandske baggrund gør hende oplagt som Socialdemokraternes nye Grønlandsordfører.
Rollemodel for unge
»Der er problemer i Grønland, og de skal løses. Men ikke ved at tvinge dansk administration ned over hovedet på grønlænderne. Lad os dog i stedet finde konstruktive løsninger – for eksempel unge grønlændere som rollemodeller,« siger hun og fremhæver sin grønlandske navnesøster, sangeren Julie Berthelsen som et godt forbillede.
»Hendes succes har betydet rigtig meget for mange unge grønlændere. Og man kunne aktivt sætte fokus på rollemodeller for at vende den negative sociale arv. Jeg er jo selv et eksempel på, at du kan gå ind i politik og være med til at ændre samfundet.«
Julie Rademacher mener også, at det grønlandske foreningsliv skal styrkes, »så folk har andre steder end barerne at hænge i, når de har fri«.
Vred på VK-regeringen
Men Grønland er langtfra hendes eneste kæphest. VK-regeringens uddannelsespolitik var faktisk det, der som 18-årig fik hende til at gå ind i politik.
»Jeg havde aldrig før overvejet at blive politiker, men jeg blev så vred over VK-regeringens besparelser på uddannelserne og planer om at proppe flere ind i klasserne, at jeg gik med i elev-demonstrationerne i efteråret 2002.«
Styrk uddannelser
Kort efter meldte hun sig ind i Socialdemokraterne, og i Folketinget vil hun også kæmpe for, at flere unge får en uddannelse.
»Jeg er så træt af at høre, at hvis man giver til de unge, så tager man fra de ældre. Hvis vi unge skal kunne hjælpe ældre i fremtiden, er vi nødt til at investere i uddannelse af den nye generation.«