Ny Alliances leder Naser Khader vil nu undersøge, hvad statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) vigtige mandat nummer 90, det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen egentlig mener, når han slår fast, at han ikke vil stemme i indenrigspolitiske sager. Det oplyser TV 2 Nyhederne.
- Jeg har forsøgt at ringe til ham, men kunne ikke få fat i ham. Det lyder interessant. Jeg vil virkelig gerne snakke med ham og høre, havd han mener, siger Naser Khader, der øjner en mulighed for, at Ny Alliance alligevel kan få indflydelse på regeringens politik, hvis Fogh kommer til at mangle sit færøske mandat i afgørende situationer.
Og ifølge samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet, kan meldingen fra Færøerne give Ny Alliance en chance for at bruge sine fem mandater.
- Det er et magtspil mellem regeringen og Ny Alliance. Fogh vil ikke komme med afgørende indrømmelser. Hvis Khader stiller for store krav, kan Anders Fogh Rasmussen afprøve, om Ny Alliance virkelig vil vælte en borgerlig regering, siger Johannes Andersen til Ekstra Bladet.