Der er historisk trængsel ved valgstederne lige nu.
Klokken femten havde 39,6 procent af vælgerne afleveret en stemmeseddel. Det havde blot 38,4 procent i 2005, viser mållinger foretaget af Ritzau.
Det svarer til cirka 20.000 flere vælgere end i 2005.
Og den bid kan nemt ende med at komme Dansk Folkeparti til gode, vurderer valgforsker ved Syddansk Universitet Robert Klemmensen.
- Vi kan se på valgdeltagelsen, at der er nogen, der stemmer, som normalt ikke plejer at stemme. Og som ikke gjorde det i 2005. Det gavner Dansk Folkeparti, fordi det ofte er de lavtuddannede, der har tradition for at blive væk - og det er hos netop de lavtuddannede, at partiet henter mange stemmer, siger han til Avisen.dk
Robert Klemmensen mener desuden, at den højere valgdeltagelse generelt kommer til at betyde, at valget bliver mere uforudsigeligt.