- Du kan ikke sige, at du både vil pege på Fogh og have dronningerunde. Det er forvirrende og uklart.
Den sidste partilederrunde inden tirsdagens valg var ikke mange sekunder gamle, før Naser Khader endnu engang blev afkrævet klare svar på Ny Alliances statsministerplaner.
I første omgang af Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, men de konservatives partiformand Bendt Bendtsen fulgte hurtigt efter.
- Så er det dronningerunde, og så er det ikke dronningerunde, så er det EU-afstemning og så er det ikke. Jeg forstår ikke rigtigt, at vi ikke kan få et klart svar i aften. Du fortæller jo ikke vælgerne, hvad du vil. Alle dine ultimative krav, hvis du ikke kan gennemføre dem med VK går du så over på den anden side?, spurgte de Konservatives partiformand.
Khader afviste kritikken
Med Naser Khader afviste kritikken.
- Jeg forstår ikke forvirringen. Den er der ikke blandt vælgerne. De har forstået at Fogh er vores statsministerkandidat, men vi har nogle betingelser. Vi vasker tavlen ren og jeg er overbevist om, at vi kan finde ud af det og blive enige om et grundlag, sagde Naser Khader, der beskyldte både Pia Kjærsgaard og Bendt Bendtsen for at have bidraget til en eventuel forvirring.
Den skarpe debat fik til sidst Anders Fogh til at skære igennem.
- Den her debat viser jo, at man ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt. Alle snakker om en situation, som vi ikke kender. Lad nu vælgerne stemme først. Meningsmålingerne viser, at det stadig er på vippen. Det kan ikke nytte noget at snakke om en hel masse uden at vide, om der er et flertal, sagde Fogh.
Thorning på banen
Og statsministerens formaning fik den socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidt på banen.
- Vi har en presset statsminister, der nu har manet til orden, fordi han er bange for, at hans folk kommer op at skændes igen. Det har præget hele valgkamp. Vi har en opposition, der bliver ved med at sige, at vi ønsker midten i dansk politik og ikke blokpolitik. Vi oplever en opposition, der taler pænt til og om hinanden, så jeg ikke er nødt til at kalde til ro og orden, sagde S-formanden, der ikke kunne se logikken i Khaders svar.
- Det er jo ganske tydeligt, at Khader har valgt side. Han har valgt Bendt og Anders og med dem kommer Pia. Men det hele bliver uklart, når Naser alligevel vil have en dronningerunde. Du beder Fogh om at gå af. Du peger på ham, men du beder ham om at gå af, lød det.