Årets profil i Superligaen hedder Jesper Grønkjær. I hvert fald hvis du spørger superligaspillerne selv.
Og det er netop, hvad Spillerforeningen sædvanen tro har gjort. Jesper Grønkjær selv er svært tilfreds med netop den titel.
- Det er en stor anerkendelse. Uden at forklejne andre priser, der bliver givet af journalister og udvalg på 3-5 personer, så er dette en pris, der bliver givet af mine kollegaer, spillerne altså fagfolkene. Derfor vægter jeg denne pris højst, siger Jesper Grønkjær til Spillerforeningens hjemmeside, spillerforeningen.dk.
Dermed går prisen for tredje år i træk til en spiller fra F.C. København. De sidste to år er hæderen tilfaldet københavnernes anfører Michael Gravgaard.