F.C. København fik med nederlaget til Panathinaikos en skidt generalprøve før søndagens topbrag i Superligaen. Måske derfor vil mestrenes træner, Ståle Solbakken, på forhånd være tilfreds med et enkelt point i Herning.
»Det er jo umuligt at sige, før man ser kampens forløb, men som udgangspunkt er uafgjort ikke et dårligt resultat ¿ men vi går efter at vinde,« lover han.
Erik Rasmussen var torsdag i Parken for at se FCK nærmere an, og selvom han så et hold, der havde svært ved at komme til chancer, tror han ikke, at det vil være afgørende i slaget i Herning.
»Det er klart, at de ikke har scoret så mange mål på det seneste, men det er FCK ¿ de danske mestre de to seneste sæsoner,« som han siger.
Også FC Midtjylland er dog tophold, og med hjemmepublikummet i ryggen vil Erik Rasmussens tropper give løverne kamp til stregen.
Alle skal yde optimalt
»Vi vil ikke gøre noget anderledes, end vi plejer, fordi det er FCK. Vi vil prøve at få dem presset i nærkampene og ellers spille, som vi plejer, men når det er sagt, så ved vi godt, at vi skal ramme en kollektiv god dag for at slå dem. Vi har ikke råd til, at en to-tre stykker ikke spiller op til niveau. Det kan gå mod en svagere modstander, men mod FCK skal alle yde optimalt,« fastslår Erik Rasmussen.
Både Claus Madsen og Baba Collins er ude af FCM-truppen, mens Jonas Troest er klar til at træde ind i startopstillingen igen.