Selvom den terrortiltalte MZ forsøgte at lave en bombe, havde han ikke til hensigt at begå terror.
Det sagde den tiltaltes forsvarer, Hugo Steinmetz, i sin afsluttende procedure i Vollsmosesagen i Østre Landsret i går.
Den 32-årige familiefar MZ producerede 50 gram af fattigmandssprængstoffet TATP, som ifølge ham skulle bruges til fyrværkeri for at fejre hans nyfødte søn.
»Det er ikke i sig selv strafbart, for det er ikke gjort for at udføre terror,« sagde forsvarer Hugo Steinmetz og kiggede på nævningene over brillekanten.
MZ, som anklagemyndigheden betragter som leder af den påståede terrorgruppe fra Odense, er tiltalt for forsøg på terrorisme sammen med tre andre mænd.
MZ smilede afslappet, mens forsvareren lagde vægt på, at MZ blot ville lave en bombe, fordi han var »nysgerrig«, og at der mangler beviser for, at bomben skulle bruges til terror. »Det er uhyre vigtigt, at I, nævningene, spørger jer selv: Er det bevist, at MZ havde til forsæt at begå terror?« spurgte Hugo Steinmetz.
Der findes ikke tydelige beviser for, at MZ skulle have ønsket at begå terror. Steinmetz understregede desuden, at ingen af aflytningerne beviser, at MZ blev kaldt gruppens såkaldte amir, det arabiske ord for leder, som PET s agent hævder.
»Hvis MZ virkelig er lederen, hvorfor er han så ikke til stede på alle de vigtige begivenheder?« spurgte forsvareren med henvisning til de møder, hvor det ifølge PET-agenten blev besluttet at foretage en terroraktion.
Han mente også, at MZ s tro beviser hans uskyld.
»MZ er stærkt troende. Det er i sig selv indikation p, at han er et ordentligt menneske,« sagde Steinmetz.
»Det er bedre at frifinde 10 mennesker for meget, end at dømme én, som ikke havde til hensigt at begå terror,« afsluttede Hugo Steinmetz sin procedure.
Forsvarernes procedure fortsætter mandag. Der forventes dom 19. november.