Socialdemokraterne vil nu undersøge, hvordan politikerne kan afhjælpe de studerendes økonomiske problemer. Udmeldingen kommer, efter Nyhedsavisen tirsdag skrev, at danske studerendes gæld er steget markant siden 2001.
Partiet Venstre er glad for de unges gældsætning:
»Det viser en positiv udvikling, da det er udtryk for, at de studerende tror på fremtiden,« sagde Venstres uddannelsesordfører, Tina Nedergaard. Den udtalelse skuffer Socialdemokraterne.
»Det er arrogant, at Tina Nedergaard ikke tager de studerendes problemer seriøst. Mange studerende vil ikke tjene en fyrstelig løn, og derfor vil gælden følge dem i mange år,« siger Socialdemokraternes forsknings- og videnskabsordfører, Rasmus Prehn. Socialdemokraterne vil nu nedsætte en studievilkårskommission, der skal undersøge hvordan man kan gøre livet lettere som studerende.
»Studerendes købekraft er blevet mindre, og udgifterne til offentlig transport og kollegier er vokset. Derfor skal vi undersøge, hvordan vi kan gøre livet lettere for de studerende,« siger Rasmus Prehn.