Solen skinnede over den tyske hovedstad, Berlin, da USA's præsident, Barack Obama, onsdag eftermiddag gik på talerstolen ved Brandenburger Tor for at holde sin længe ventede tale foran 4000 særligt indbudte gæster.
Faktisk var det så varmt, at han i begyndelsen af talen lagde sin jakke, og så gik han i gang med bag skudsikre glas at fortælle om historien kontra nutiden.
Om de lænker og den konflikt, som Berlin engang var en del af, og den frihed, som det samlede Berlin har i dag.
Det var på forhånd forlydender om, at Obama i sin tale, der varede lige knapt en halv time, ville sige, at han ønsker flere nedskæringer i atomarsenalerne.
Det holdt stik.
- Vi må gøre mere for at garantere sikkerheden for USA og vore allierede, sagde præsidenten, der så fortalte de tusindvis af tilhørere, at han vil arbejde for at reducere atomarsenalerne med op til en tredjedel.
I forvejen har USA og Rusland indgået aftaler, der får arsenalerne for de strategiske atomvåben, altså de langtrækkende, ned på 1550 stykker.
Så får Obama sine ønsker igennem, kan antallet komme ned på omkring 1000.
/ritzau/