Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Landbrug & Fødevarer hilser Produktivitetskommissionens arbejde velkommen. Den danske offentlige sektor udgør en meget stor andel af samfundsøkonomien - og er langt større, end hvad man ser i andre lande. I 2011 udgjorde det offentlige forbrug 28,5 pct. af BNP. Det er derfor helt centralt, at den offentlige sektor er organiseret effektivt og hensigtsmæssigt, så den bedst muligt bidrager til at understøtte produktiviteten i samfundet.
- Den store offentlige sektor har ført til, at Danmark har verdens højeste skatte- og afgiftstryk. Samtidig har vi en meget omfattende offentlig regulering, og det offentlige lægger beslag på en væsentlig andel af arbejdskraften, der ellers kunne være tilgængelig for den private sektor. Det er derfor meget relevant at se på produktiviteten i det offentlige, siger Søren Gade, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.
Den offentlige sektor bidrager også med fx uddannelse, forskning, sundhedssystem og arbejdsmarkedsydelser, der medvirker til at understøtte den danske produktivitet og konkurrenceevne. Derfor er det helt essentielt, at der er et godt samspil mellem det offentlige og erhvervslivet i forhold til at sikre gode rammer og regler for produktivitetsudvikling og vækst.
- Produktivitetskommissionens beregninger viser, at der er store muligheder for at effektivisere det offentlige - fx hvis kommunerne i højere grad brugte hinandens erfaringer, så de alle kunne komme på niveau med dem, der i dag er bedst. Der er mange ting at tage fat på, fx bedre regler, mindre bureaukrati og øget offentlig-privat samarbejde. Så fra Landbrug & Fødevarer vil jeg sige: Bare se at komme i gang!
Landbrug & Fødevarer har bl.a. peget på, at der er et væsentligt potentiale i regelforenkling og mere effektiv sagsbehandling - fx i forhold til miljøreguleringen, der formentlig udgør den største enkeltstående lovgivningsmæssige hæmsko for vækst og produktivitetsfremmende tiltag. I 2012 var der på miljø- og naturområdet 54 love, 518 bekendtgørelser og 285 cirkulærer. Dette gør reglerne svære at administrere, giver uklare rammer og langvarig offentlig sagsbehandling. En analyse fra Landbrug & Fødevarer viser, at ½ års forsinket sagsbehandling i gennemsnit giver en reduktion i beskæftigelsen på 1.300 personer (alene i kødbranchen) og en nedgang i eksporten på godt 0,6 mia. kr.
Tilsvarende er der fortsat et betydeligt potentiale for øget offentlig-privat samarbejde. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har påpeget, at der er udbredte positive erfaringer med brug af offentlig-privat samarbejde, men at den offentlige sektor hvert år kun udbyder opgaver for ca. 92,5 mia. kr. ud af et potentiale på ca. 377 mia. kr.
Produktivitetskommissionen følger op med nye udspil efter sommer. Landbrug & Fødevarer ser frem til dette, og håber på, at man ser nøje på de ovenstående emner i den forbindelse.
Henv. presseafd. 3339 4520
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.