Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Under overskriften "Tremmekalve eller økogris: Hvad giver Danmark mest værdi?" har Landbrug & Fødevarer på årets Folkemøde inviteret handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF), bioetiker Mickey Gjerris (Københavns Universitet) og Niels Karstensen (Coop) til at tage debatten om dyrevelfærden i dansk landbrug.
-Der er altid gang i diskussionen om dyrevelfærd i dansk landbrug, og det er en vigtig debat. Derfor bruger vi i år Folkemødet til at sætte fokus på, hvad god dyrevelfærd er og hvad vi kan gøre for at gøre den endnu bedre, siger Søren Gade.
Allerede inden debatten går i gang på Landbrug & Fødevarers telt på Folkemødet i dag kl. 16, har Søren Gade og Handelsminister Pia Olsen Dyhr taget hul på den i dagens udgave af P1 debat på DR, som også sendes på DR2 kl. 17 i aften.
Og her kom debatten hurtigt til at handle om, hvem der har ansvaret for, hvordan dyrene har det i de danske stalde og på de danske marker.
-På dyrevelfærd er vi allerede blandt de førende i verden. Danske landmænd har gjort meget for at forbedre forholdene og arbejder fortsat videre, men vi må også sige, at det i høj grad også er op til de danske forbrugere at skabe efterspørgsel på fødevarer med højere krav til dyrevelfærd, siger Søren Gade
At danskerne kun bruger 10 % af deres disponible indkomst på mad er ifølge Søren Gade en del af forklaringen på fordelingen af hhv. konventionel, økologisk og frilandsproduktion.
-Hvis forbrugerne fx kræver mere økologi, vil danske landmænd producere det, siger Søren Gade.
Den holdning deler Pia Olsen Dyhr, som dog også mener, at det er op til politikerne og landmændene at presse på for en højere dyrevelfærd.
- Jeg er ret imponeret over danske landmænd, vi ser ikke de samme grimme ting som i andre lande. Men jeg synes dog stadig, at vi også skal satse på høj dyrevelfærd, når verdens middelklasse vokser, så vi kommer med på den vækstvogn, siger Pia Olsen Dyhr.
Både Pia Olsen Dyhr og Søren Gade kunne dog blive enige om, at de begge selv ville vælge den mælk, hvor køerne har gået på græs.
-Men vi skal stadig huske på, at al den mælk, som bliver produceret fra køer, der ikke kommer på græs, stadig er af høj kvalitet, og at køerne faktisk har det godt, siger Søren Gade.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.